Friske vanddata til at håndtere et klima under forandring

Publiceret 31-03-2020

Nye hydrologiske produkter giver detaljeret viden om, hvor vandet bevæger sig hen, når vi rammes af stigende nedbørsmængder

bluespot Odense

Der er behov for konkret viden, når vi i Danmark skal håndtere et klima under forandring. Der vil være behov for betydelige investeringer i faciliteter og infrastruktur, og derfor skal vi have et godt datagrundlag, som basis for gode beslutninger.

Danmarks Hydrologiske Højdemodeller er centrale screeningsværktøjer i forhold til at skabe et godt beslutningsgrundlag. Styrelsen for Dataforsyning og Effektiviserings (SDFE) data om højder og landskabets beskaffenhed kan bruges til at afgøre, hvor vandet vil løbe hen. Når de data bliver kombineret med eksempelvis DMI’s nedbørsdata, så får vi et bedre udgangspunkt for at vurdere, hvor der potentielt vil opstå udfordringer i fremtiden.

Nu er SDFE klar med tre friske datasæt bygget på Danmarks Højdemodel, som på forskellig vis belyser hvor hav- og regnvand vil skabe udfordringer i fremtiden og dermed, hvor der skal sættes ind. Det giver myndigheder muligheder for at træffe mere kvalificerede beslutninger om klimahåndtering.

Nye data i gamle klæder

Danmarks Hydrologiske Højdemodeller er beregnet ved at ”hælde” vand på Danmarks Højdemodel (DHM), der viser højdeforskellene i landskabet. De nye hydrologiske højdemodeller er beregnet på baggrund af den aktuelle udgave af Danmarks Højdemodel fra 2018.

De består af tre forskellige datasæt.

  • DHM/Bluespot_Ekstremregn viser de lavninger, hvor regnvandet vil lægge sig i terrænet ved en given mængde nedbør.
  • DHM/Havvand_på_land viser, hvilke områder, der bliver oversvømmet ved en given havvandsstand.
  • Endelig viser DHM/Flow, hvilken vej regnvand løber igennem landskabet, når der er tale om mest mulig nedbør.

Et datasæt gør det ikke alene

De data, som tilsammen kan danne et retvisende billede, af, hvordan vi skal håndtere klimaforandringer, ligger ikke kun hos en enkelt myndighed – tværtimod kræver det mange forskellige datasæt om nedbør, havvandstand, vandløb og terrænnært grundvand at danne det fulde billede. Derfor samarbejder SDFE med en lang række offentlige aktører om at skabe ’Fælles Data om Terræn, Klima og Vand.’

Formålet med initiativet er at sikre, at alle aktører har adgang til relevante data, så de hver især kan kombinere med egne data og sikre et godt grundlag til deres respektive opgaver.

Ved udgangen af 2020 lanceres et Hydrologisk Informations- og Prognosesystem, som bl.a. skal øge tilgængeligheden til hydrologiske data ved at visualisere sammenhængende hydrologiske, historiske data og realtidsdata. På sigt arbejdes der henimod, at systemet kan beregne prognoser for vandløb, grundvand og oversvømmelser for hele Danmark, på tværs af administrative grænser.

Kontakt

René Thunø

Presse- og kommunikationskonsulent

Fakta om Danmarks Hydrologiske Højdemodeller

Danmarks Hydrologiske Højdemodeller beregnes på baggrund af Danmarks Højdemodel og GeoDanmarks tilpasningsobjekter – det vil sige data, som viser, hvor der skal ”skæres” hul i fx broer for, at vande kan flyde mest muligt korrekt. 

Det omfatter fire datasæt, der viser, hvor regn- og havvand vil løbe og lægge sig i landskabet. Ved at kombinere højdemodellen med fx nedbørsdata fra DMI kan man få et billede af, hvor man vil få problemer med oversvømmelser ved skybrud og stormflod.

Ved ekstreme vejrhændelser bruger beredskabet højdedata til at skabe et billede af, hvor de skal sætte ind. Som almindelig borger kan man nemt og gratis få et generelt indblik i risikoen for oversvømmelser i ens område eller ved drømmeboligen.

Læs mere om Danmarks Højdemodel og Danmarks Hydrologiske Højdemodeller 

Hent Danmarks Hydrologiske Højdemodeller