Geografiske grunddata er nu tilgængelige på Datafordeleren

Publiceret 24-06-2020

Geografiske grunddata, der hidtil er blevet udstillet via Kortforsyningen, er nu tilgængelige på Datafordeleren sammen med de øvrige grunddata.

Som en del af Grunddataprogrammet etableres en samlet adgang til grunddata på Datafordeleren. Ud over Styrelsen for Dataforsyning og Effektiviserings (SDFE) egne data findes også blandt andet CVR- og CPR-data på Datafordeleren. Ved at etablere en samlet standardiseret adgang til grunddata gør vi det nemmere for anvenderne at kombinere forskellige datasæt med hinanden. Det er vores forventning, at det vil skabe stor værdi for vores anvenderne af grunddata.

De geografiske data, der nu er tilgængelige på Datafordeleren, benyttes af vores anvendere hver eneste dag. Det gælder blandt andet data fra Danmarks Adresseregister, Danmarks Administrative Geografiske Inddeling, Danske Stednavne og GeoDanmark, samt Topografiske kort, Skærmkort, Ortofotos, Danmarks Højdemodel og Fikspunkter, der indgår i forvaltningsopgaver på tværs af den offentlige sektor og som led i mange private virksomheders opgaveløsning.

Hent data fra Datafordeleren allerede i dag

Hvis din organisation anvender grunddata fra Kortforsyningen, skal I fremover hente data på Datafordeleren i stedet. Det kan betyde, at din organisation skal tilpasse sin datainfrastruktur, så den kan hente data fra Datafordeleren. Hovedparten af de geografiske grunddata er tilgængelige på Datafordeleren, så måske er det allerede nu en fordel for jer, hvis I begynder at hente data fra Datafordeleren.

I den kommende periode vil der være paralleldrift af grunddata på Datafordeleren og Kortforsyningen, og fra 2021 vil vi begynde at lukke for adgangen til grunddata via Kortforsyningen. Når tiden nærmer sig, vil vi kommunikere yderligere om dette. 

På vores side om Datafordeleren kan du finde spørgsmål og svar om ændringerne og de forskellige datasæt, som berøres. Du kan også finde kontaktoplysninger til support for henholdsvis Datafordeleren og Kortforsyningen.

Pålidelig drift har højeste prioritet

Pålidelig og stabil drift af Datafordeleren har højeste prioritet. Datafordeleren giver adgang til samfundskritiske grunddata, som f.eks. CPR-oplysninger, der stiller store krav til den samlede sikkerhedsløsning.  Prioriteringen af sikkerheden kan betyde at performance i nogle sammenhænge kan opleves mindre god i forhold til tilsvarende tjenester på Kortforsyningen. Der er løbende fokus på at optimere og forbedre performance på datafordeleren.

Kontakt

René Thunø

Presse- og kommunikationskonsulent