SDFE’s grunddata åbner på Datafordeleren

Publiceret 08-01-2020

Styrelsen for Dataforsyning og Effektiviserings (SDFE) grunddata er blevet flyttet til Datafordeleren. I første halvår af 2020 vil der blive åbnet for alle tjenesterne. Samtidig bliver der opretholdt en paralleldrift på både Datafordeleren og de nuværende distributionsplatforme i hele 2020

datafordelerens logo

Ved indgangen til 2020 begynder SDFE det afsluttende arbejde med at åbne for adgangen til styrelsens grunddata på Datafordeleren. Fx vil GeoDanmark-data (bygninger, veje mm.) , Danmarks Højdemodel, Danmarks Adresseregister og Danmarks Administrative Geografiske Inddeling, som tidligere skulle findes på Kortforsyningen eller AWS-Suiten, fremover findes på Datafordeleren.

Ved at samle data på Datafordeleren bliver det muligt at hente alle grunddata ét sted og fx kombinere GeoDanmark-data med data fra CVR eller CPR-registret.

Der vil være paralleldrift af grunddata mellem Datafordeleren og Kortforsyningen samt AWS-Suiten i hele 2020, så brugerne får mulighed for at tilpasse deres løsninger til den nye måde at hente data på. SDFE vil løbende have fokus på, hvordan Datafordeleren kan understøtte brugernes behov. Ved udgangen af 2020 påbegynder SDFE en nedlukning af adgangen til grunddata på de nuværende distributionsplatforme.

Der er forskellige tidsplaner for, hvornår de enkelte datasæt og services åbner på Datafordeleren, og SDFE vil løbende orientere brugerne om nye åbninger via relevante kanaler.

På denne liste kan du se, hvilke data, som ligger klar på Datafordeleren, samt en tidsplan for de datasæt, som åbnes i første halvår 2020.

Kontakt

René Thunø

Presse- og kommunikationskonsulent