Gode geodata sikrer Forsvaret manøvredygtighed

Publiceret 24-02-2020

Kort og geodata har altid været centralt for det danske forsvar i både krig og fred. Ny samarbejdsaftale sikrer, at Forsvaret også i fremtiden råder over gode kort- og geodataprodukter nationalt og internationalt

Dansk helikopter fra Forsvaret

Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har indgået en ny samarbejdsaftale, som sikrer, at Forsvaret også fremover kan trække på SDFE’s kompetencer inden for det geospatiale område.

”Det er fundamentalt for Forsvarets virke, at vi har gode kort- og geodata til rådighed inden for samtlige domæner. I den forbindelse er vores strategiske samarbejde med SDFE helt afgørende og den nye aftale giver os mulighed for i endnu højere grad end hidtil at tilpasse vores kort- og datagrundlag til de aktuelle strategiske operative og taktiske behov,” siger vicedirektør, brigadegeneral Anders Mærkedahl Pedersen fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Samarbejdet mellem SDFE og Forsvaret går mange år tilbage, men ressortændringer og ændringer i Forsvarets behov har gjort det nødvendigt at lave en ny aftale. Den nye aftale indebærer en stor fleksibilitet, som betyder, at SDFE kan levere kort- og geodataprodukter til Forsvaret, som understøtter Forsvarets strategiske og operationelle behov i en hastigt foranderlig verden.

”Vores samarbejde med Forsvaret er et kerneeksempel på en af SDFE’s fineste opgaver- nemlig at dataunderstøtte andre myndigheder. Med vores data om land og terræn i Rigsfællesskabet, og vores geospatiale ekspertise kan vi understøtte Forsvaret, så de kan løse deres vigtige opgaver,” siger vicedirektør i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering Stine Leth Rasmussen.

Øget fokus på Grønland

Samarbejdet indebærer, at SDFE skal producere landkort og geodata over Rigsfællesskabet, flyvekort over Danmark samt løsning af specialopgaver og projekter over såvel dansk som internationalt område.

Derudover omfatter aftalen rådgivning, kompetenceudvikling og deltagelse i nationale og internationale arbejdsgrupper og -fora på vegne af Forsvaret.

Et af de områder, hvor der i disse år er et særligt behov for kort- og geodata og øvrig viden om geografiske forhold, er Grønland og Arktis. Her er SDFE allerede i gang med en omfattende nykortlægning af Grønlands isfrie landområder i samarbejde med blandt andet Forsvaret.

Kontakt

René Thunø

Presse- og kommunikationskonsulent