Kunstig intelligens skal højne aktualiteten af data

Publiceret 15-03-2019

Som en del af regeringens nationale strategi for kunstig intelligens skal Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering gennemføre et projekt, der skal gøre det muligt at producere mere aktuelle data ved at bruge kunstig intelligens

I den nyligt lancerede strategi for kunstig intelligens sætter regeringen retningen for, hvordan vi skal udnytte kunstig intelligens til gavn for samfundet. Strategien indeholder en lang række initiativer og projekter, og Styrelsen for Dataforsyning og Effektiviserings (SDFE) har fået ansvaret for at gennemføre projektet ’Automatisk billedgenkendelse i GeoDanmark’. Projektet går ud på, at vi via kunstig intelligens skal kunne identificere, når der er sket ændringer i landets infrastruktur som f.eks. bygninger.

”En af vores fornemmeste opgaver er at skabe et godt beslutningsgrundlag for myndigheder og virksomheder. Et godt beslutningsgrundlag kræver aktuelle data, så derfor er det helt i tråd med SDFE’s arbejde, at vi med kunstig intelligens skal forsøge at gøre data endnu mere aktuelle”, siger vicedirektør i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering Søren Reeberg Nielsen.

Data i realtid kræver et teknologiskift

Den årlige produktion af geodata er en tidskrævende opgave, og det er ikke så ligetil at forkorte produktionen. Produktionstiden bestemmes især af den tid, det tager at fotografere hele Danmark fra luften og af den efterfølgende behandling af de indsamlede data. Ved at optimere og effektivisere processerne har SDFE fået produktionstiden ned på omkring ni måneder, fra flyene går i luften, til alle data er kvalitetssikrede i databasen.

Med de nuværende teknologier er det ikke muligt at forkorte produktionstiden væsentligt mere, så derfor er det nødvendigt at tage nye teknologier i brug, hvis data skal have en aktualitet, der matcher en hastigt foranderlig verden.

Kunstig intelligens giver nye muligheder i denne sammenhæng. Ved at bede en computer om at kvalificere hvilke bygninger, der sket ændringer af, kan produktionstiden formindskes, idet der ikke manuelt skal ledes efter ændringer i billederne. Potentialet for denne type automatisering af ændringsudpegninger er stort.

På længere sigt, når teknologien er videreudviklet, forventes automatiseringen at kunne udbredes til flere objekter, som er vigtige for SDFE’s og kommunernes arbejde og danne grundlag for en fuldautomatisk ajourføring af ændringer af objekter i byer og landskab.

Kontakt

René Thunø

Presse- og kommunikationskonsulent