Nye flyvekort på vingerne

Publiceret 09-04-2019

Der er nu friske flyvekort på vej ud til cockpitterne i de fly, som bevæger sig igennem dansk luftrum

Selvom flyvning i høj grad er automatiseret, er der stadig behov for flyvekort i cockpittet – både i den civile og den militære luftfart. Derfor leverer Styrelsen for Dataforsyning og Effektiviserings (SDFE) flyvekort over dansk luftrum til Forsvaret og Naviair (Selvstændig offentlig virksomhed der leverer trafikstyring til luftfarten)

De aeronautiske kort, som de hedder, produceres i målestoksforholdene 1:250.000 og 1:500.000 og udkommer hvert år i marts.

3D-informationer skal vises på 2D-kort

Aeronautiske kort adskiller sig fra almindelige topografiske landkort ved, at de skal formidle informationer i en tredje dimension. Det gælder fx høje eller højtliggende objekter på landjorden, såsom vindmøller, master, skorstene m.m.

Derudover er der en række usynlige elementer, som piloten skal kunne forholde sig til. Det er fx flyveruter og informations-frekvenser samt luftrum, hvor der gælder forskellige regler og restriktioner. Det kommer blandt andet an på, hvor højt flyet er oppe. Alt dette skal formidles på et 2-dimensionelt kort.

Geodanmark-data og aeronautiske informationer

SDFE bidrager selv med Geodanmark-data til den ’almindelige’ topografiske baggrund, mens de aeronautiske informationer kommer fra Naviair og Flyvevåbnet. På baggrund af disse producerer SDFE de færdige flyvekort, som udkommer i både civile og militære udgaver.

De to udgaver er stort set identiske, men da Forsvaret kan have behov for at flyve både lavere og hurtigere, er der lidt flere informationer på de militære kort. De udarbejdede kort anvendes både som digitale og trykte udgaver, og det er et lovkrav både ved civil og militær flyvning at have en udgave af de aktuelle flyvekort i cockpittet.

Kontakt

René Thunø

Presse- og kommunikationskonsulent