Nye data kan fortælle, hvor Odense synker

Publiceret 26-11-2018

Store dele af Odense er anlagt på inddæmmet land. Derfor er der risiko for, at områder i byen sætter sig og bliver særligt udsatte for klimaforandringer. Odense Kommune har nu brugt data fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (SDFE) til at kortlægge omfanget af sætninger

Stige Ø

Hen over sommeren og efteråret har Odense Kommune arbejdet med SDFE’s data om vertikale landbevægelser. Med disse data i hånden har de fået bekræftet, at nogle diger og indvundne områder sætter sig. Denne viden giver Odense Kommune et vigtigt datagrundlag til arbejdet med klimatilpasning.

”Klimatilpasning er en stor udfordring for mange kommuner i Danmark, og det er vigtigt, at vi har adgang til det bedste datagrundlag for at kunne imødegå forandringerne. Derfor er jeg også glad for, at Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering med dette nye datasæt kan hjælpe eksempelvis Odense Kommune med at prioritere deres fremtidige klimatilpasningsindsats. Her i Odense betyder det fx, at kommunen nu har et ekstra øje på et vigtigt dige, som holder byen tør,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Helt konkret har Odense Kommune ikke blot fundet sætninger på op i mod 1 cm, men de har også fundet, at størrelsen på sætningerne varierer fra område til område.

Høj risiko for stormflod

I forbindelsen med produktionen af de nye data har det været interessant og lærerigt for SDFE at indgå i et samarbejde med Odense Kommune. Store dele af Odense er nemlig anlagt på inddæmmet land, som nogle steder synker. Samtidig er Odense Fjord ét af ti udpegede områder i Danmark med størst stormflodsrisiko.

Hvis man dertil lægger klimaforandringer i form af voldsommere vejr, stigende havniveau og øgede nedbørsmængder, så kan en konsekvens blive, at digerne ikke længere har den højde og det sikringsniveau, det kræver at sikre de bagvedliggende områder.

SDFE’s data kan supplere eksisterende modeller af fremtidige klimascenarier og tjene som et redskab til risikostyring og hjælpe med at prioritere, hvor der skal investeres.

Første landsdækkende kortlægning af landbevægelser i Danmark

Samarbejdet mellem Odense Kommune og SDFE er indgået i forbindelse med den første landsdækkende kortlægning af landbevægelser i Danmark. Samarbejdet skulle således i første omgang afdække, om de indsamlede data overhovedet kunne bruges til formålet. Nu venter yderligere analyser, som skal optimere brugen af data, så kommunen kan få mest mulig brugbar viden ud.

”Det er vigtigt, at vi prioriterer klimatilpasningen og udfordringerne på vandområdet, og det skal også ske på et overordnet plan. Selvfølgelig kan vi gøre noget hver især som borgere, og kommunerne kan hjælpe til, men det er helt nødvendigt, at der bliver samarbejdet nationalt. Derfor er jeg rigtig glad for Odenses samarbejde med SDFE, og jeg håber, at det kan være til inspiration for andre," siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

Analyserne baseres på SDFE’s landsdækkende datasæt bestående af vertikale og horisontale landbevægelser i Danmark. Dette er baseret på satellitdata fra EU's jordobservationsprogram Copernicus. Med Copernicus-programmet får man for første gang kontinuerte, ensartede billedoptagelser over en lang tidsperiode, som kan bruges som grundlag for beregninger af vertikale landbevægelser. Således bliver Danmark nu dækket af satellitdata hver 3. dag. Billedoptagelserne startede i 2014 og fortsætter indtil i alt fald 2030, og de stilles gratis til rådighed af EU.

SDFE arbejder også sammen med andre parter om at bruge de nye data for eksempel HOFOR og Vejdirektoratet.

Kontakt

René Thunø

Presse- og kommunikationskonsulent

Hvad er vertikale landbevægelser?

Vertikale landbevægelser er jordoverfladens bevægelser op og ned over tid. De vertikale landbevægelser er blandt andet en følge af istidens tryk, lokale geologiske forhold samt menneskabt opfyldning og ændringer af grundvandsspejlet i forbindelse med for eksempel bygge- og anlægsarbejder. De forskellige årsager betyder, at landbevægelsen kan være meget forskellig på tværs af kommune- og regionsgrænser samt landsdele.

Adgang til data

Er man interesseret i at høre mere om kortlægningen eller i at få adgang dertil, kan man kontakte SDFE på grf@sdfe.dk.