Årets ortofotos er klar

Publiceret 14-11-2018

De seneste skud af Danmark fra luften ligger nu klar på Kortforsyningen

Fly på blå himmel

Nu er det muligt at se hele Danmark fra luften anno 2018. Arbejdet med at bearbejde de mange flyfotos optaget i løbet af foråret 2018 er nu færdigt, og ortofotos er tilgængelige på Kortforsyningen.

SDFE udstillede allerede tilbage i begyndelsen af juni 2018 landsdækkende foreløbige ”Quick Ortofotos” på Kortforsyningen, kun fem uger efter de landsdækkende fotograferinger blev afsluttet, for at give brugerne tidlig adgang til billederne. I de endelige ortofotos, som nu gøres tilgængelige på Kortforsyningen, er ortofotos blevet geometri- og farvekorrigerede.

Ortofotos er et af de oftest anvendte produkter på kortforsyningen, og de har en bred anvendelse i både den offentlige forvaltning og i den private sektor, f.eks. til byggesagsbehandling, beredskab og handel med fast ejendom.

Områder med højere opløsning

Efter en vellykket produktionstest i 2017 for udvalgte kommuner var det i 2018 muligt for alle kommuner at tilkøbe ortofotos i en højere opløsning. Det har kommunerne i Region Hovedstaden gjort, og derfor er ortofotos fra områder i Region Hovedstaden tilgængelig på Kortforsyningen i en opløsning på 10 cm. Ortofotos fra hele landet er tilgængelige i en opløsning på 12,5 cm. Begge datasæt udstilles som frie data på Kortforsyningen og kan frit benyttes.

Ortofotos på Datafordeleren

Ortofotos bliver i 2. kvartal 2019 også tilgængelige på Datafordeleren. Ortofotos tilbydes med historik (årligt fra 2018 og frem). Historikken er vigtig for kommunerne, som kan have behov for at følge udviklingen i et område over en årrække.

Forbedret produktionstid

SDFE har igen i år forkortet produktionstiden for de landdækkende ortofotos. Produktionen er afkortet med to uger i forhold til 2017. Det er et vedvarende mål for SDFE at forkorte produktionstiden for ortofotos, så kommuner og andre brugere altid har et aktuelt billede af landet til rådighed. Derfor prioriterer vi, at data indsamles og efterbehandles hurtigst muligt, så brugerne kan få adgang til data.

Kontakt

René Thunø

Presse- og kommunikationskonsulent

Om ortofotos

Ortofotos er flyfotos, som er ”rettet op”, så de er målfaste. Det vil sige, at billedet har ens størrelsesforhold overalt. Dermed kan man måle afstande, akkurat som man kan i et landkort med et fast målestoksforhold.

Kvaliteten af ortofotos spiller en afgørende rolle hos offentlige myndigheder, når de for eksempel arbejder med veje, bygninger, vandløb med videre.