Præcis positionering skal testes i Aarhus

Publiceret 01-05-2018

Et nyt projekt skal teste, hvordan man kan bruge præcis satellitpositionering i en tætbebygget storby til at lave smarte løsninger

Aarhus Havn

I den kommende tid sætter SDFE 11 målestationer op i det centrale Aarhus. De 11 målestationer gør det muligt at teste, hvordan man laver præcis positionering, og hvordan man bruger en præcis position til at lave smarte løsninger i en storby.

Projektet hedder TAPAS, og det har intet med spanske delikatesser at gøre. Det er i stedet en teknologisk forsknings- og udviklingsplatform mellem SDFE, DTU Space og Aarhus Kommune.

Når projektet sættes i søen netop nu, skyldes det, at det i de kommende år bliver muligt at få adgang til markant bedre satellitdata, når det europæiske satellitprogram Galileo i 2020 kommer op i fulde omdrejninger. Projektet tager forskud på at undersøge de teknologiske muligheder, der kommer med en forbedret adgang og kvalitet i satellitdata.

Den smarte by

Der er mange perspektiver i en mere præcis positionering. De åbenlyse fordele er, at eksempelvis navigation bliver mere præcis og hurtigere at udføre, det bliver nemmere at fastslå en præcis koordinat mm. Der gemmer sig dog også mange uprøvede potentialer, og det er dem, som samarbejdspartnerne nu ønsker at udforske.

I dagens samfund er GNSS (Galileo, GPS m.fl.) en vital infrastruktur. Fremtidens bymiljø forventes at gøre endnu større brug af nøjagtig positionering. Det drejer sig blandt andet om skabelsen af fremtidens smarte by (Smart City), hvor brug af IT-teknologi og data skaber en mere bæredygtig og effektiv drift af byen. Her spiller præcis positionering en vigtig rolle, da det er afgørende at kunne fastslå præcis, hvor en given enhed befinder sig på et helt præcist tidspunkt, selv når den bevæger sig.

TAPAS skal i Aarhus danne et billede af den moderne by med den næste generation af lokaliseringsbaserede teknologier, herunder selvkørende biler, forbundne enheder (Internet of Things - IoT). Samfundets stigende afhængighed af satellitdata er en potentiel sårbarhed, hvis signalerne en dag skulle svigte. Derfor skal projektet også teste, hvilke andre systemer man kan falde tilbage på, hvis sådan en situation opstår.

Målestationerne sættes op

Aarhus Kommune har i samarbejde med SDFE og DTU Space udpeget lokaliteterne, hvor de 11 målestationer skal sættes op. De er nøje udvalgt, så de ikke er til gene, men samtidig står optimalt med frit udsyn til satellitterne. Målestationerne sættes op i løbet af foråret.

Til november er TAPAS fuldt funktionsdygtigt og klar som en innovationsplatform for bl.a. nøjagtig positionering, der gøres frit tilgængeligt for tredjeparter. Dette kunne eksempelvis være en virksomhed, som ønsker at teste funktionsdygtigheden af deres produkter, hardware og/eller software.

Kontakt

René Thunø

Presse- og kommunikationskonsulent

TAPAS

Projektet hedder 'Testbed i Aarhus for præcis Positionering og Autonome Systemer' og forkortes TAPAS.

Der er tale om en udviklings- og forskningsplatform, der er frit tilgængelig for alle.

Satellitsystemer skaber vækst

GNSS-systemer er en vital infrastruktur, som 11% af den europæiske økonomi er afhængig af.

Fremtidens teknologier vil gøre stadigt større brug af satellitnavigation. Derfor har man gennem EU udviklet sit eget system, som ud over at forbedre adgangen til satellitdata også sikrer de europæiske borgere kontrol og sikkerhed med deres eget satellitsystem.

Galileo-systemet er unikt udviklet til civile formål, og det forventes, at det vil danne et vækstgrundlag inden for den næste generation af lokaliseringsbaserede teknologier. Disse teknologier kunne være selvkørende biler, Internet of Things og automatiserede logistik systemer.