Gamle Grønlandsfotos hjælper klimaforskere

Publiceret 09-05-2017

De grønlandske isbræer er vigtige at studere, hvis man vil vide mere om klimaforandringer. Derfor er SDFE’s gamle flyfotos over Grønland en stor hjælp

Fly over Grønland

På Kortforsyningen kan forskere og andre interesserede nu se de gamle flyfotos, som stammer helt tilbage fra 1932, hvor man begyndte flyfotograferingen i Grønland, som et led i den danske suverænitetshåndhævelse.

I løbet af det seneste år er de originale filmruller blevet scannet ind, så de nu kan tilgås digitalt. Der er i alt omkring 11.000 billeder, som er taget i perioden 1932-1950.

Ved at studere de gamle flyfotos kan forskere undersøge indlandsisens størrelse og masse gennem det meste af det 20. århundrede, ligesom man kan se, hvor høj og hvor udbredt iskappen har været. Det er værdifuld viden, som stilles til rådighed for alle. 

De gamle flyfotos over Grønland kan hentes på Kortforsyningen. 

Se hvordan forskere kan bruge de gamle fotos.