Stor stigning i anvendelsen af SDFEs data i 2016

Publiceret 31-01-2017

Data fylder mere og mere i vores samfund. Det fremgår tydeligt, når man ser på anvendelsen af de data og tjenester, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering stiller til rådighed. Den store stigning i brugen af data tegner et billede af, at offentlige myndigheder i stadigt større omfang bruger offentlige data til at løse deres opgaver bedre og mere effektivt. Samtidig bidrager data også til at skabe vækst i private virksomheder

Stigningen dækker over større anvendelse af både Kortforsyningen og AWS-suiten (Adresse Web Services).
Kortforsyningen leverer bl.a. baggrundskort og luftfotos, som anvendes i flere populære applikationer som f.eks. Rejseplanen og Danmarks Arealinformation. AWS Suiten leverer data på aktuelle adresser. AWS-suiten anvendes af både offentlige og private it-systemer, herunder tinglysning.dk, boligejer.dk, tastselv.skat.dk, boligstoette.dk, domstol.dk og sundhed.dk.

Større efterspørgsel og flere brugere

Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering registrerede i 2016 mere end 3,3 mia. forespørgsler på Kortforsyningens webservices, hvilket er en stigning på 21 procent i forhold til året før. Der var i 2016 næsten en milliard forespørgsler i AWS-suiten, hvilket er en stigning på 225 procent i forhold til året før.

Graf: Antal forespørgsler på KortforsyningenGraf: udviklingen i trækket på Kortforsyningens webservices fra 2010 til 2016

Bagved den øgede anvendelse af data ligger en vækst i antallet af anvendere, så der i dag er over 60.000 brugere af Kortforsyningen, mens AWS Suiten anvendes af ca. 1700 it-systemer. Data fra Kortforsyningen og AWS-suiten anvendes derfor af mange mennesker gennem anvendelsen af mange andre IT-systemer.

SDFE arbejder for at øge anvendelsen af data, så de danner grundlag for gode beslutninger, vækst og effektive arbejdsgange. Du kan finde mere information om Kortforsyningen på kortforsyningen.dk og om AWS-suiten på aws.dk.