SDFE-data kan bruges til meget

Publiceret 20-12-2017

Når 2017 er omme, forventer SDFE’s datadistributionskanal Kortforsyningen at have modtaget mere end 4,5 mia. forespørgsler på data. Det astronomiske tal dækker over mange forskellige brugere, der anvender data til alverdens formål

Hus til salg

Da data blev gjort frie tilbage i 2013, blev det muligt for alle at benytte SDFE’s mange geografiske data kvit og frit. Siden er antallet af forespørgsler på Kortforsyningen steget markant.

Mange private virksomheder er nemlig begyndt at bruge SDFE’s data i nye sammenhænge og på nye måder. Det skaber værdi – fx hvis du skal købe hus eller har brug for en af Københavns bycykler. Derfor arbejder SDFE også hele tiden på at gøre vores data lette at finde, bruge og kombinere med andre data.

Data sælger huse

En af de store brugere af SDFE’s data er boligsiden Boliga.dk. Her kan boligsøgende finde information om boliger til salg. Blandt den information, de kan få, er geografiske informationer om boligen, som man kan se på forskellige baggrundskort.

Særlig populære er informationer om risiko for oversvømmelser ved skybrud eller stormflod. Her bruger Boliga.dk data fra Danmarks Højdemodel.

I alt foretager Boliga.dk dagligt omkring 3 millioner opslag på Kortforsyningen. Mest trafik er der mellem 20-22 om aftenen.

undefined

Data kombineres med andre data

En anden stor bruger af SDFE’s data er DinGeo.dk. Denne hjemmeside tilbyder med udgangspunkt i en given adresse brugerne en række geografiske og demografiske data med mere.

Det er et godt eksempel på, hvordan man kan kombinere geografiske data med andre typer af data. Blandt andet kan man se, hvor stor risikoen er for indbrud i et lokalområde, eller hvor høj skatteprocenten er.

DinGeo.dk anvender blandt andet Danmarks Højdemodel og ortofotos (flyfotos som er rettet op, så de er målfaste) fra SDFE.

Data på cykel rundt i København

En tredje anvender af SDFE’s data er bycyklen i København. Bycyklen bruger navnesøgninger for at finde frem til den nærmeste ladestation, hvor man kan hente eller aflevere sin bycykel.

Bycyklen henter ikke overraskende flest data i sommerhalvåret.

Kontakt

René Thunø

Presse- og kommunikationskonsulent