Nemmere adgang til data på tværs af registre

Publiceret 18-08-2016

En ny webtjeneste gør det nemmere at anvende egne data sammen med de mange fællesoffentlige grunddata.

Den nye web-tjeneste har fokus på at understøtte kommunale forvaltningsopgaver fra adresseadministration og miljøopgaver til driften i vej og park.

Tjenesten er frit tilgængelig og kan tilgås af alle via Kortforsyningen. Tjenesten er udviklet i samarbejde med en række slutbrugere, der repræsenterer forskellige dele af den kommunale forvaltning. Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (SDFE) har på den baggrund identificeret kravene til tjenesten. 

Hvad er nyt?
Den nye webtjeneste samler de nuværende fællesoffentlige grunddata - GeoDanmark data, adresser, matrikler og administrative grænser - i én forvaltningstjeneste. Data leveres direkte fra registrene og er således ikke videreforædlet eller generaliserede.

Vejnavne fra CPRvej sammenstilles med vejkoderne fra GeoDanmarks vejmidter, hvilket gør det muligt at udstille aktuelle vejnavne. Som noget helt nyt udstilles aktuelle vejnavne som et separat lag i tjenesten. Det betyder, at vejnavne kan anvendes selvstændigt i andre sammenhænge, hvor det er relevant.

Basisobjekter i kortet fremstår i dæmpede farver svarende til det dæmpede skærmkort, så egne fagdata fremstår tydeligt. Kommunegrænser og matrikler er derimod designet til at fremtræde tydeligt, uanset hvilke data de kombineres med. Forvaltningsobjekter som fx teknik- og trafikelementer har ligeledes et mere fremtrædende visuelt udtryk, så de er nemmere at identificere for sagsbehandleren.

Data udstilles præcist, som de er registreret i GeoDanmark-databasen. Hermed vil eksempelvis en forkert registrering af vejklassen betyde, at en motorvejsstrækning kommer til at mangle et stykke, idet kortet udarbejdes på baggrund af vejklassen. Når dette efterfølgende rettes i GeoDanmark-dataene, så slår det automatisk igennem i webtjenesten.

Tjenesten er baseret på fælles og standardiserede kort og data, der går på tværs af kommunegrænser og visualiseringen er tilpasset ortofotos.

Hvordan får jeg adgang?
Læs mere og få adgang til data på Kortforsyningen.