TEMA: Ny teknologi - Fremtidens datadrevne forvaltning

Ny teknologi kan hjælpe med at effektivisere den offentlige sektor og åbne op for at gøre ting på helt nye måder

Forår 2018

Samfundsudviklingen og den teknologiske udvikling går stærkt som aldrig før. Det stiller krav til den offentlige sektor, som skal udnytte de mange muligheder for at skabe moderne og effektive løsninger for borgerne.

Det gælder også for SDFE, som forsyner landet med data, og arbejder med de digitale fundamenter, som gør det muligt at indfri potentialerne i de nye teknologier.

Derfor er det naturligt, at vi løbende ser på teknologiudviklingen omkring os og forholder os til, hvilke teknologier, der er relevante for styrelsens arbejde.

I det seneste halvår har vi kigget nærmere på en række centrale teknologier for at undersøge deres potentiale.

Nedenfor kan du læse om nogle af de nye teknologier, som vi har kigget nærmere på.

Machine Learning og automatisk billedgenkendelse

Når geografiske grunddata bruges i den offentlige forvaltning, er det vigtigt, at de afspejler virkeligheden og er så aktuelle som muligt. Derfor undersøger SDFE løbende, hvilke muligheder der er for at optimere og afkorte produktionsprocesserne, så data er så tæt på realtid som muligt.

I dag sker ajourføringen blandt andet på grundlag af fotos taget fra fly. Billedmaterialet gennemgås efterfølgende manuelt.

SDFE er nu i gang med at undersøge, om det er muligt at bruge ’machine learning’ sammen med flyfotos til automatisk at identificere ændringer i landskabet og klassificere nye objekter. Dette skal ske uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Machine learning

Machine Learning er en disciplin inden for programmering, hvor man i stedet for at skrive specifikke programmer til specifikke formål, programmerer selvlærende algoritmer.

Disse Machine Learning algoritmer gør computerne i stand til gennem træningsdata og mønstergenkendelse at finde nye sammenhænge.

Øget sikkerhed i distributionen

Når man som offentlig myndighed arbejder med data, er det helt afgørende, at brugerne kan stole på, at de data, som man leverer, er valide.

’Blockchain’ er en teknologi, som blandt andet gør det muligt at skabe vished og transparens om datas integritet.

Alexandra Instituttet har på vegne af SDFE undersøgt, hvordan ’blockchain’ bruges på måder, som kunne være interessante i en offentlig sammenhæng. Gennem fem konkrete cases viser rapporten en række potentialer ved ’blockchain’.

Samtidig peger rapporten på, at ’blockchain’ stadig er en umoden og kompleks teknologi, som der vil være brug for at teste og afprøve yderligere og i flere forskellige sammenhænge, før potentialet for den offentlige sektor kan vurderes.

Hent rapporten Blockchain potentialer i den offentlige digitale infrastruktur

Blockchain

Blockchain er et system, hvor et netværk af computere og databaser tilsammen vedligeholder data og transaktioner på en særlig sikker måde.  

Systemet kan derved hjælpe til at sikre højere data-integritet og tillid mellem forskellige parter.

3D-bygningsmodeller

Flere kommuner og byer i Danmark har i løbet af de sidste 10 år fået udviklet en model af deres byer, hvor bygningernes kan ses tredimensionelt i varierende detaljeringsgrader.

Men der eksisterer endnu ikke en landsdækkende 3D-model baseret på homogene autoritative data, og de nuværende 3D-modeller anvendes kun i begrænset omfang til simulationer af eksempelvis skyggeforhold, støj og vind.

Derfor har COWI, på vegne af SDFE, udført en analyse, der skal afdække potentialet og det forvaltningsmæssige behov for, at SDFE etablerer og distribuerer en landsdækkende 3D-bygningsmodel. Rapporten peger på en lang række forvaltningsopgaver, der vil kunne understøttes af en 3D-model fx arealforvaltning, byggeri og energi.

SDFE vurder på baggrund af rapporten, at en landsdækkende 3D-bygningsmodel potentielt vil kunne sammenstille relevante offentligt tilgængelige datakilder, der kan relateres til en given position. En sådan model vil kunne understøtte en række datasamarbejder på tværs af myndigheder og skabe værdi for den statslige og kommunale forvaltning ved at forbedre og effektivisere arbejdsprocesser.

Hent rapporten Kortlægning af forvaltningsmæssigt potentiale ift. anvendelse af landsdækkende 3Dbymodeller

3D-bygningsmodel

En 3D-bygningsmodel er en digital model af bygninger og geografiske pejlemærker (broer, veje og landskabsformer) i 3D, som kan udvikles i gradvis øget detaljeringsgrad.

Der en mange anvendelsesområder for en 3D-bygningsmodel især inden for byplanlægning, arealforvaltning, byggeri, energi, facility management, kriseberedskab, telekommunikation, turisme og meget andet. 

Udvikling af ’den smarte by’

’Den smarte by’ drives omkostningseffektivt og bæredygtigt gennem optimerede flows. Det kunne for eksempel være skraldecontainerere på tværs af byen , der med data fra sensorer  selv giver besked om, hvornår de er fulde og skal tømmes.

Det kunne også være lygtepæle og trakfiklys, som er udstyret med intelligente sensorer, der igennem dataindsamling og analyse vil være i stand til at optimere byens flow.

At beslutninger i den offentlige forvaltning træffes på baggrund af data fra en masse enheder og sensorer ’ude i byen’ er essensen af tingenes internet (internet of things, IoT).  

Med IoT skal nye data passe ind i eksisterende systemer og kobles med en række andre data eksempelvis med Danmarks geografiske masterdata og andre fællesoffentlige grunddata.

COWI har på vegne af SDFE udarbejdet en analyse af behovet for digital infrastruktur inden for Smart City og IoT. Den viser, at hvis potentialet skal realiseres, er der behov for en fælles tværgående governance, brug af åbne standarder, fælles arkitektur og øget behov for at skabe sammenhæng mellem de underliggende datastrukturer, som smart teknologierne producerer.

Hent rapporten Analyse af Digital Infrastruktur Inden for Smart City/IoT

 

IoT og Smart city

Begreb IoT (Internet of Things) handler om anvendelse af intelligente digitale enheder, der kan måle og registrere tilstanden for et objekt (f.eks. en vej, vandledning, affaldsbeholder) og kommunikere tilstanden videre til omverdenen via internettet. 

Begrebet Smart City handler om anvendelse af IT-teknologi og data til at gøre livet i byer bedre, mere bæredygtigt og omkostningseffektivt for borgere og virksomheder. 

Selvkørende biler

Udviklingen af selvkørende biler går stærkt i disse år. Det forventes, at der vil ske flere test i den kommende tid. Hvornår selvkørende biler er en del af hverdagsbilledet, er dog svært at spå om. I Danmark er der skabt rammer for en forsøgsordning med selvkørende biler, hvor særligt kontrollerede forsøg med selvkørende biler tillades på det danske vejnet.

En selvkørende bils evne til at træffe gode beslutninger i trafikken afhænger af dens forståelse af sine omgivelser. Det er derfor afgørende, at bilen har adgang til de nødvendige informationer om vejens bredde og kurver, rundkørsler og hastighedsbegrænsninger.

Atkins har på vegne af SDFE udarbejdet en analyse, der giver en bedre forståelse af, hvilken rolle geografiske data spiller for selvkørende biler. Analysen skal være med til at sætte fokus på, hvordan SDFE kan være med til at forberede Danmark på en fremtid med selvkørende biler.

Hent Analysis of geospatial data requirement to support the operation of autonomous cars (på engelsk)

Selvkørende biler

Selvkørende biler styres i varierende grad automatisk uden brug af menneskelig kontrol.

Køretøjet er i stand til at forstå omgivelserne omkring sig via højtopløseligt kortmateriale og en række teknologier, der indhenter informationer om omgivelserne i realtid. Præcis positionering er afgørende for implementeringen.