Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Satellitbilleder

Når man arbejder med at kortlægge Danmark, forvalte vores miljø og skove eller studere klimaforandringer, er satellitbilleder en afgørende kilde til nøjagtig viden

Stadigt flere typer af satellitdata bliver stillet frit til rådighed, og samtidig bliver kvaliteten bedre og bedre. Det betyder, at data fra satellitter kan anvendes til flere og flere formål. Man kan derfor forvente, at opmåling ved brug af satellitter fremover vil afløse flere af de traditionelle metoder som bl.a. foto optaget fra fly.

Satellitbilleder af Danmark bliver produceret, når den enkelte satellit passerer Danmark på sin vej omkring jordkloden. Nogle satellitter passerer Danmark hver tredje dag, mens andre passerer en gang om måneden. Optiske satellitter indsamler kun data for de arealer på jorden, der er skyfri på det tidspunkt, hvor satellitten passerer, mens radarsatellitter kan indsamle data gennem skydækket.

Copernicus

Det europæiske jordobservationsprogram Copernicus er verdens største satellitprogram, der via sine Sentinel-satellitter leverer frie data og tjenester til brug for både erhvervslivet, myndigheder og til private brugere. Detaljeringsgraden, kvaliteten og tilgængeligheden af data indebærer en markant forøgelse af mulighederne for at anvende og nyttiggøre satellitdata.

SDFE har fokus på at skabe klarhed over og formidle, hvad frie data og tjenester fra Copernicus-programmet kan bruges til – og hvordan. Sammen med bl.a. DMI arbejder SDFE for at skabe lettere adgang til satellitdata gennem et såkaldt ”Collaborative Ground Segment”. Herfra vil man kunne få adgang til Sentinel-data.

SDFE har også en central opgave i at følge og påvirke udviklingen af Copernicus-programmet på vegne af danske interessenter. SDFE er således Danmarks repræsentant i Copernicus User Forum. Herudover indgår SDFE  i løsningen af Danmarks Copernicus relay-opgaver med henblik på at understøtte anvendelsen af Sentinel data i det danske samfund.

Læs mere om   brugen af satellitdata i Danmark på portalen Brug rummet .

Anvendelser med satellitdata

SDFE anvender satellitdata til en række forskellige løsninger - f.eks.:

  • Optiske satellitbilleder til produktion af nye ortofotos, højdemodel og landkort over Grønland (SPOT-6/7) og Færøerne (Pleiades).
  • Radarbilleder, bl.a. fra Sentinel-1, til at beregne hvor landet hæver og sænker sig i Danmark.
  • Radarbilleder fra TanDEM-X til delproduktion af en verdensomspændende højdemodel.
  • Optiske satellitbilleder til international kortlægning til militært brug.

Saccess

Med Saccess kan du gratis se og downloade satellitbilleder, som beskriver udviklingen i det danske landskab fra 1984 og frem til i dag