Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Landkort og topografi

SDFE udarbejder flere forskellige landkort- og dataprodukter, målrettet forskellige formål. Nogle eksempler på vores kortprodukter er Skærmkortet og Danmarks Topografiske Kortværk

Kortdesign

Traditionelt set har SDFE altid produceret topografiske kort – særligt med henblik på militær anvendelse. Et topografisk kort er beregnet til at give beskueren et billede af terrænet, så man kan orientere sig. Det viser landskabets topografi, dvs. dets former med både naturlige og menneskeskabte detaljer som eksempelvis bygninger og veje. Desuden er kortet designet med henblik på at give bedst mulig læsbarhed, blandt andet ved valg af farver, linjer og skrifttyper. Topografiske kort bruges ofte som baggrund for fx turist- eller færdselskort.

Tidligere blev hvert kortprodukt skabt individuelt af kartografer og der blev vedligeholdt et selvstændigt datasæt for hvert enkelt kort. Siden 1990’erne er data i stigende grad blevet digitaliseret, og kortprodukterne kan i dag fremstilles med brug af automatiske processer ud fra de underliggende tre grunddatasamlinger.

Produkter

SDFE’s to vigtigste traditionelle kortprodukter er Skærmkortet og 6 forskellige kortværk samlet i serien Danmarks Topografiske Kortværk (DTK). DTK-serien strækker sig fra 1:25.000 til 1:1.000.000, mens Skærmkortet dækker 13 skalaer fra 1:750 til 1:3.000.000. Skærmkortet er designet som et baggrundskort til internetbrug og indeholder derfor generelt færre detaljer end DTK.

Både i Skærmkortet og DTK-serien er der blevet udvalgt data til hver skala, så der vises mange informationer i de fine skalaer og færre informationer i de grove skalaer. I den mest detaljerede skala er der f.eks. medtaget huse, stier og alle veje mens der i de grovere skalaer er tyndet ud i antallet af objekter, så det sikres at kortet stadig er overskueligt.

For Grønland og Færøerne findes henholdsvis Grønlands Topografiske Kortværk (GTK) og Færøernes Topografiske Kortværk (FTK).

Datagrundlag

Alle Danmarks kort er i det store og hele baseret på  GeoDanmark-data .  Derudover anvendes Danske Stednavne og Danmarks Højdemodel, som bliver udtegnet som højdekurver med tilhørende koter på toppe og lavninger. Tilsammen udgør disse 3 grunddatasamlinger grundlaget for al topografisk og anden kortlægning i SDFE.

Landkort på papir

SDFE producerer ikke længere kort på papir over Danmark, Færøerne og Grønland som en standardvare. Nu producerer vi kun digitale kortværk, som brugeren selv kan printe.

For danske og grønlandske landkort på papir kan SDFE henvise til Nordisk Korthandel og færøske landkort på papir distribueres af forhandleren  Solberg .

Hent landkortdata online

Du kan se de forskellige online kort- og dataprodukter på SDFE's kortviser eller du kan hente dem på Kortforsyningen .

Topografi

Topografi er det fagområde der i tekst, billeder, kort og statistik beskriver et geografisk område. Et topografisk kort er beregnet til at give beskueren et billede af terrænet, så man kan orientere sig. Det indeholder typisk landskabsformer, arealanvendelse, bygninger og veje, mm. Et topografisk kort kan være designet til en bestemt brug, fx et turistkort med seværdigheder, eller et færdselskort.

Kartografi

Kartografi er det fagområde der beskæftiger sig med udarbejdelse af kort. Hertil hører både udvælgelse af data og design af kortets udseende, som farver mm.