Sammen om digitaliseringen af Danmark

I kraft af vores fokus på koordinerede tværoffentlige løsninger omkring den digitale infrastruktur er SDFE en central deltager i samarbejdet omkring Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi

Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi er et samarbejde mellem regeringen, kommunerne og regionerne. Arbejdet består i en fællesoffentlig indsats for at udnytte de teknologiske muligheder for at skabe et sammenhængende, effektivt og vækstskabende samfund. Siden 2001 har i alt fem digitaliseringsstrategier gjort det muligt for den offentlige sektor at foretage fællesinvesteringer på komplekse områder, hvor der er afhængigheder på tværs af myndigheder og sektorer.

SDFE en væsentlig deltager i strategien. Den nuværende strategi blev lanceret i foråret 2016 og løber frem til 2020. Et af de overordnede mål er, at offentlig digitalisering skal give gode vilkår for vækst og effektivisering. Under denne overskrift er SDFE hovedansvarlig for fire konkrete initiativer:

Infrastruktur for positionerings- og navigationsdata

En analyse skal afdække behovet for etablering af en fællesoffentlig datainfrastruktur, der kan stille præcise og opdaterede positionerings-data (som fra GPS) frit til rådighed. De nye positionerings-data vil blandt andet understøtte, at selvkørende maskiner varetager drift og vedligehold af f.eks. parkområder (så som græsslåning, tømning af affaldsspande osv.). Sammen med sensordata vil de understøtte bedre trafikafvikling i byerne. Analysen skal munde ud i et beslutningsgrundlag for udvikling og igangsætning af 1-2 pilotprojekter, som udvikles i samarbejde med relevante kommunale og regionale aktører og det tværoffentlige Smart City-partnerskab.

Læs mere om initiativet Infrastruktur for positioneringsdata (pdf)

Fælles data om terræn, klima og vand

SDFE arbejder med etablering af et sammenhængende hydrologisk datagrundlag til bl.a. klimatilpasning og risikohåndtering. Viden om bl.a. vandmængde og terrænets forløb er et vigtigt instrument, når kommunerne skal forebygge oversvømmelse af bygninger, infrastruktur og sårbare områder. Der findes i dag allerede en lang række tilgængelige hydrologiske data hos flere myndigheder, men der er udfordringer med at sammenstille og få overblik over alle disse data. Et bedre og mere sammenhængende hydrologisk datagrundlag vil skabe endnu bedre betingelser for at foretage investeringer til at beskytte landets borgere, infrastruktur og vigtige samfundsværdier mod stormflod, ekstremregn, grundvansstigninger og andre fremtidige effekter af klimaforandringerne.

Læs mere om initiativet Fælles data om terræn, vand og klima (pdf)

Åbne data om energiforsyning

Hvordan kan bedre adgang til data bruges til at optimere energistyringen af bygninger? En sådan energistyring ville kunne forbedre mulighederne for, at bygningerne kan blive en aktiv medspiller i det samlede energisystem og derved skabe bedre balance i systemet gennem en mere intelligent styring og aktivering af energiforbruget. Data om eksempelvis elpriser, vejrforhold og bygningens aktuelle behov for opvarmning og ventilation vil kunne understøtte realisering af dette potentiale.

Læs mere om initiativet Åbne data om energiforsyning (pdf)

Udveksling af data om nedgravet infrastruktur

SDFE varetager etableringen af en digital platform for udveksling af ensartede digitale ledningskort. Platformen er en fuld digitalisering af det eksisterende Ledningsejerregister (LER), som gennem 10 år har understøttet udvekslingen af ledningskort. Ledningskort er det grundlag, som entreprenørvirksomheder og graveaktører bruger til at planlægge og grave efter. Den nye platform vil give graveaktørerne langt mindre bøvl med sammenstilling af ledningskort som led i deres forberedelse af gravearbejdet, ligesom den vil understøtte bedre koordinering af gravearbejde og bedre udnyttelse af eksisterende infrastruktur. Initiativet vil således føre til færre graveskader, øget forsyningssikkerhed, mere effektivt gravearbejde og dermed mindre trafikal trængsel.

Læs mere om initiativet Udveksling af data om nedgravet infrastruktur (pdf)

Yderligere initiativer

Foruden de fire initiativer, vi har hovedansvar for, deltager SDFE i en række af strategiens øvrige initiativer, som også på forskellig vis knytter an til dagsordenen for effektiv anvendelse af data og etableringen af tværoffentlige datainfrastrukturer. De handler blandt andet om udviklingen af en fællesoffentlig it-arkitektur, som skal sætte rammerne for deling af data mellem myndigheder, samt om en styrkelse af samarbejdet om drift af kritiske fællesoffentlige it-infrastruktursystemer. Endelig indgår vi i initiativet 'Videre med gode grunddata', som handler om en videre kvalitetsforbedring og mulig udvidelse af de offentlige grunddata, der er blevet etableret i forbindelse med grunddata-programmet som en del af Digitaliseringsstrategien 2011-2015.