TEMA: Geografiske informationer - Data af høj kvalitet giver et godt beslutningsgrundlag

Pålidelige data om boligers geografiske forhold skal medvirke til, at det fremover bliver lettere for ejendomsvurderingsmyndigheden at tage højde for lokale forhold, der kan påvirke ejendommens værdi

Det er afgørende for tilliden til offentlige myndigheder, at afgørelser bliver truffet på et solidt beslutningsgrundlag. Det gode beslutningsgrundlag skaber vi bl.a. ved at indsamle og standardisere data, så de er pålidelige og kan bruges igen og igen af både den offentlige og private sektor. Men nogen gange er der brug for, at vi gør mere ved vores data, så de passer til en bestemt opgave i den offentlige forvaltning.

Et godt eksempel på det er SDFE’s aftale med Skatteministeriet om at levere geografiske informationer til arbejdet med at sikre nye og mere retvisende ejendomsvurderinger af 1,7 mio. ejerboliger i Danmark.

De geografiske informationer viser blandt andet afstanden fra boligen til nærmeste motorvej og kyst, men også beliggenheds- og udsigtsforhold. SDFE har eksempelvis beregnet afstanden mellem samtlige 1,7 mio. ejerboliger og den nærmeste motorvej, jernbane, skov mv. SDFE har også beregnet, om boligen ligger i første række til kysten, hvor gode udsigtsforholdene er etc.

Det betyder, at vurderingsmyndigheden i den kommende vurderingsstyrelse fremover får lettere ved at tage højde for lokale forhold, der kan påvirke ejendommens værdi.

Korrekte afgørelser stiller store krav til data

Brugen af geografiske informationer som forvaltningsgrundlag stiller store krav til kvaliteten, nøjagtigheden og aktualiteten af de data, der indgår. Ejendomsvurderinger kan have stor betydning for den enkelte borger, så derfor er det naturligvis afgørende, at de data, som SDFE producerer om samtlige ejerboliger i Danmark, er af høj kvalitet og så pålidelige som overhovedet muligt.

Derfor er kvaliteten af data blevet løftet, hvilket SDFE blandt andet har samarbejdet med kommunerne om.

Eksempelvis er vejene nu langt mere ensartede registreret i hele landet. Herudover vil en række data, der tidligere blev ajourført hvert 5. år, fremover blive ajourført årligt. Det betyder, at data kan skabe endnu mere værdi – ikke bare til brug for arbejdet med vurdere ejendommes værdi, men også til mange andre forvaltningsområder.

Data skal kunne kombineres

SDFE er eksperter i at binde data sammen og sikre, at de kan bruges sammen med andres data, uanset hvilken forvaltning, de er relevante for. Etableringen af geografiske informationer til ejendomsvurderingerne viser, at kombinationen af data fra en række forskellige myndigheder kan bidrage til at løse centrale offentlige opgaver. SDFE har blandt andet anvendt data fra Energistyrelsen, Energinet.dk, Danmarks Miljøportal, BaneDanmark og Rejseplanen.

I september 2018 skal SDFE aflevere de geografiske informationer til vurderingsmyndigheden, så de kan indgå i de nye ejendomsvurderinger i 2019. Herefter vil SDFE løbende skulle sikre kvaliteten af data.