SDFE deltager på Kortdage 2017

Publiceret 03-11-2017

SDFE sætter blandt andet fokus på Ledningsejerregistret på Kortdage 2017

Aalborg er værtsby for Kortdage 2017, som finder sted d. 8-10. november. Årets tema er "Geodata - en verden i bevægelse", og SDFE deltager på konferencen med en række oplæg og en stand.

Et af oplæggene handler om videreudviklingen af Ledningsejerregistret (LER). Et lovforslag er netop nu til behandling i Folketinget, og videreudviklingen af LER indebærer en øget digitalisering af ledningsoplysninger. Det kommer til at betyde færre graveskader og gravegener for samfundet i fremtiden.  Jesse Martin Goodman og Carina Rose Saxtorph, fuldmægtige i SDFE, vil torsdag den 9. november fortælle mere om videreudviklingen af LER.

Data til ejendomsvurdering

En af de store opgaver for SDFE i år er at sikre data til de kommende ejendomsvurderinger. Derfor er der også et par oplæg om dette emne. Kontorchef Brian Arreborg Hansen giver torsdag d. 9. november en status på, hvilke geodata og geografiske variable, der indgår i Skatteministeriets arbejde med at udvikle en ny model for beregning af en ejendoms værdi. Der vises eksempler på specifikationer af de geografiske variable og på beregningsmetoder for disse.

Samme dag fortæller Eva Thorborg Mørk om, hvordan SDFE har arbejdet på at løfte kvaliteten af GeoDanmark-data , så de fremover vil kunne anvendes i forbindelse med ejendomsvurderinger. 

Status på Datafordeleren

Derudover vil projektchef Leif Hernø fortælle om, den fællesoffentlige distributionsplatform Datafordeleren, som er på vej i drift og give en status på arbejdet med at gøre de offentlige grunddata tilgængelige for myndigheder, virksomheder og institutioner.

I alt vil SDFE deltage med ni oplæg, som alle fremgår af det officielle program, som du kan finde på Kortdages hjemmeside. 

Efter oplæggene i de forskellige fora kan man møde oplægsholderne på SDFE’s stand til en videre dialog om emnerne.