KPI’er skal sikre, at SDFE rykker sig i den rigtige retning

Publiceret 10-11-2017

SDFE måler sin indsats for at bringe data i anvendelse på i alt ti indikatorer, der viser, hvordan styrelsen klarer sig på strategiske nøgleområder

Det kan være vanskeligt løbende at måle, om vi i SDFE lykkes med at bringe data i spil og derigennem understøtte værdiskabelsen i den offentlige sektor og væksten i den private. Derfor har SDFE udarbejdet ti KPI’er (Key Performance Indicators), som er indikatorer, der viser, om styrelsen flytter sig i den rigtige retning på nogle centrale områder.

KPI er en blandt flere metoder, vi benytter for løbende at samle information om vores resultater, så vi kan bliver endnu bedre til at skabe værdi. Vi har fx lavet en effektmåling af den økonomiske værdi af geografiske data, som viser mere end en fordobling fra 1,6 mia. kr. i 2012 til 3,5 mia. kr. i 2016.

KPI’er understøtter strategien

De ti KPI’er understøtter SDFE’s strategi. Det betyder blandt andet, at styrelsen med sine data skal give et aktuelt billede af samfundet, som man kan forvalte ud fra.

Data skal kunne kombineres og bruges fleksibelt, og så skal det være nemmere for brugerne at finde data, blandt andet ved at reducere antallet af distributionskanaler.

Endelig skal SDFE være bedre til at lave analyser, der viser, hvor der i fremtiden vil være brug for styrelsens indsats.

Her kan du finde de 10 KPI’er og SDFE’s strategi